Mellemøsten og Nordafrika
Dansk-arabisk partnerskabsprogram
Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram 2022-2027
Danmark har siden 2003 arbejdet med partnerorganisationer i MENA-regionen som led i den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. En ny fase af DAPP blev lanceret i 2022 og fortsætter indtil 2027 i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan. Med udgangspunkt i tidligere programfaser samarbejder danske organisationer med lokale organisationer fra de fire lande i regionen, der har ekspertise inden for menneskerettigheder og jobskabelse.
Overordnet fokus på unge
Ungdomsarbejdsløshed er et stort problem i MENA-regionen, hvor to tredjedele af befolkningen er under 30 år. I nogle lande er en ud af tre unge arbejdsløse. Den nye fase af DAPP fokuserer på at sikre et bedre liv for unge ved at styrke jobskabelse, basale rettigheder og civilt engegement.
Unge kvinder i den jordanske by Maan får gennem kurser med IMS de nødvendige redskaber til at sætte deres præg på mediedækning af deres by. Foto: Jon Rytter
Otte indsatsområder
Den nye DAPP-fase består af otte indsatsområder, der falder ind under to søjler:
Menneskerettigheder og inklusion:
- Styrkelse af menneskerettigheder
- Ligestilling mellem køn
- Frie og mangfoldige medier
- Forebyggelse af vold og tortur
Søjlen for menneskerettigheder og inklusion består af et konsortium ledet af DIGNITY med Dansk Institut for Menneskerettigheder, International Media Support og KVINFO som partnere.
Beskæftigelse og iværksætteri:
- Inklusion af unge, engagement og livsfærdigheder
- Muliggøre og styrke start-ups
- Øge vækst og beskæftigelse i virksomheder
- Arbejdsmarkedsforhold
Søjlen for beskæftigelse og iværksætteri består af et konsortium ledet af PlanBørnefonden med MS ActionAid, GAME og Dansk Erhverv som partnere.
Iværksætter Mouna Moussa i sit plastiksorteringsanlæg i Medenine, Tunesien.
Derudover står UNDP Nordic i spidsen for et "Green Growth and Jobs Accelerator Project" som en del af søjlen for beskæftigelse og iværksætteri.
Desuden fortsætter DAPP sin støtte til det Dansk-Egyptiske Dialog Initiativ (DEDI).
Læs mere om det dansk-arabiske partnerskabsprogram i det strategiske rammedokument her eller på: www.dapp.dk/
Den 28-årige Mahdi Ben Hmida fik i 2013 støtte fra Souk At-tanmia [arabisk for Markedet for Udvikling] et DAPP-støttet initiativ finansieret af Den Afrikanske Udviklingsbank til at åbne et vaskeri, hvor alt vaskemiddel og emballage er 100 procent økologisk og bæredygtigt (I 2016 åbnede Mahdi sit niende vaskeri og hans virksomhed vokser stadig).